Online terapi henvender sig til dig, der af den ene eller anden årsag ikke har mulighed for at møde op fysisk i min praksis. Flere og flere foretrækker at anvende disse online samtaleforløb, netop fordi fleksibiliteten er stor, det er nemmere tilgængeligt og der er en masse tidsbesparelse i forhold til at skulle møde op personligt.
Online terapi er til dig:
Der har en travl hverdag og derfor har brug for fleksibilitet hvad angår tider og geografi.
Der af helbredsmæssige årsager har svært ved at møde op personligt.
Der er bosiddende i udlandet og ønsker en dansktalende psykolog.
Jeg benytter Whereby, en sikker og krypteret platform, hvor persondataloven overholdes, herunder beskyttelse af personhenførbare oplysninger. Det betyder, at online sessionerne er fuldt krypterede og der er dermed ingen andre, der kan lytte med til vores samtale.
Det er brugervenligt og foregår rent praktisk på den måde, at vi kobler os på samme online rum, hvor vi kan se og kommunikere med hinanden via webcam.
Om terapiformen
Inden vores samtale er det vigtigt, at du skaber et trygt og uforstyrret rum. Det kan være på din arbejdsplads, i dit eget hjem eller et helt tredje sted. Online terapi kræver endvidere, at du har adgang til en computer, tablet eller iPhone med mulighed for webcam. Det er vigtigt, at internet-forbindelsen er stabil og hurtig nok til, at samtalen ikke afbrydes undervejs, da dette kan være forstyrrende for vores fælles fokus og nærværet og dermed behandlingen.
Udover de mange allerede nævnte fordele ved online terapi, peger forskning på, at online terapi er mindst ligeså effektivt som et almindeligt psykologforløb ansigt-til-ansigt. Det er således ikke tvivlen eller din skepsis omkring virkningen af online terapi, der skal holde dig tilbage fra at vælge netop denne terapiform.
Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har uafklarede spørgsmål eller andre overvejelser til terapiformen, som du gerne vil have svar på.